Mathildevejen

   - mellem Hørsholm og Trørød
Af Lisbet Hein

Struensee-tiden

I løbet af de få år, hvor Johann Friedrich Struensee regerede Danmark, blev der vendt op og ned på mange ting i landets styre og lovgivning, men reformerne fik ikke lov at sætte sig dybe spor. Efter Struensees fald i 1772 sørgede de nye magthavere med alle midler for at slette sporene efter ham, og tingene faldt tilbage i deres vante gænge. Alligevel er det ikke en periode, der er gået i glemmebogen: Fortællingen om den tyske læge, der styrede landet hen over hovedet på den sindssyge Christian VII, og som endda havde et kærlighedsforhold til landets unge dronning Caroline Mathilde, opfattes som en af de ”store beretninger” i Danmarks historie, og én, som endnu fængsler både unge og ældre.

Mathildevejen

I Nordsjælland, mellem Hørsholm og Trørød, løber en sti eller lille vej, hvis nordlige del hedder ”Mathildevejen” mens den længere mod syd kaldes ”Caroline Mathilde-stien”. I det følgende vil hele strækningen blive kaldt Mathildevejen. Navnet skyldes ikke blot, at eftertiden har villet mindes den ulykkelige dronning, der mistede sin elsker, sine børn og sin høje stilling med ét slag.

Nej, vejen har en direkte tilknytning til dronningen:
Den blev anlagt i 1771 på Stuensees initiativ, og efter hans personlige ordre, først og fremmest til dronningens brug. Mathildevejen skulle skabe en god og hurtig forbindelse mellem de to kongelige ejendomme, sommerresidensen Hirschholm Slot i Hørsholm, og dronningens egen lystejendom, Frydenlund nær Trørød. Lad os se lidt nærmere på baggrunden for anlægget af Mathildevejen:

Hirschholm Slot

Helt fra Margrethe I’s tid havde kongehuset ejet et gods på Hørsholmegnen. Hvor Hørsholm Kirke ligger i dag, var der et lille kompleks af slotsbygninger, og lige øst for lå godsets avlsgård. De første århundreder benyttede Danmarks konger dog sjældent Hørsholm som opholdssted, men i Christian VI’s regeringstid (1730 – 46) fattede kongehuset en særlig forkærlighed for stedet, der på denne tid blev kaldt Hirschholm.  I 1730 stillede kongen Hirschholm til rådighed for dronning Sophie Magdalene på hendes livstid, og hun sparede i de følgende år ingen midler og ingen udgifter for at skabe en tidssvarende sommerresidens på stedet. De eksisterende slotsbygninger blev erstattet med et storslået anlæg, opført i senbarok efter Lauritz de Thurahs tegninger[1]. Slottet blev fuldført i 1744 og var nu klart til at fungere som rammen omkring den enevældige konges strålende hof.

Men slottets storhedstid var kort: Allerede i 1746 døde Christian VI, og da det var hans enke, der var ejer af Hirschholm Slot, tilfaldt det ikke den nye konge, Frederik V. Hirschholm blev derfor rammen om enkedronning Sophie Magdalenes stilfærdige og temmelig begivenhedsløse tilværelse, mens det var Fredensborg, der  i de følgende år var kongehusets foretrukne sommerresidens,

Først i 1770 døde enkedronning Sophie Magdalene, og Hirschholm stod nu til fri disposition for hendes sønnesøn, den unge konge Christian VII og hans dronning Caroline Mathilde.

Struensee kommer til magten

På dette tidspunkt var Struensee-dramaet allerede under opførelse[2]: Christian VII havde fra sin tronbestigelse i 1766 været ustabil og uberegnelig, men i de følgende år blev det tydeligt, at han var sindssyg og ude af stand til at varetage landets højeste embede. I 1768 blev den tyske læge, Johann Friedrich Struensee knyttet til kongen under dennes store udlandsrejse, og han fik fast ansættelse som kongens livlæge efter hjemkomsten i 1769. Struensee fik hurtigt stor indflydelse på Christian VII, og fra slutningen af 1769 var han i realiteten Danmarks regent, en position han udnyttede til gennemførelse af et stort reformprogram i Statens lovgivning og administration. I samme periode blev han også dronning Caroline Mathildes fortrolige, og snart begyndte rygterne at svirre om dronningens og Struensees indbyrdes forhold. Senere kom det da også frem, at de to fra begyndelsen af 1770 havde haft et kærlighedsforhold, som de ikke formåede at skjule mere end en kort tid. Naturligvis vakte situationen forargelse og vrede, ikke mindst blandt de ældre kongelige og de hoffolk og embedsmænd, som blev skubbet til side af Struensee.

Struensee ønskede at få kongen fjernet fra andres indflydelse, og han isolerede kongen, i så høj grad det kunne lade sig gøre. I sommeren 1770 blev det arrangeret, at Struensee sammen med kongeparret tog ophold på det lille holstenske gods Ascheberg[3]. Med sig havde man kun en ganske lille kreds af hoffolk, som Struensee stolede på, og man levede ganske uformelt i forhold til datidens sædvanlige stive hofliv. Et element i sommeropholdet var, at man levede ”i pagt med naturen”, de kongelige og deres hof spadserede, red og kørte fra tidlig morgen rundt i Aschebergs omgivelser.

Hirschholm-sommeren 1771

Efter hjemkomsten fra Holsten drog kongeparret med Struensee til Hirschholm for at se, om stedet kunne bruges som rammen om fremtidige sommerophold, i stil med det, man netop havde nydt på Ascheberg[4]. Tilsyneladende faldt Hirschholm Slot i smag, og der blev gjort forberedelser til et ophold på stedet i den følgende sommer. Der blev blandt andet indrettet en serie private gemakker til dronningen, og der blev opført en forbindelsesbygning mellem disse rum og løvgangene i haven lige uden for, så hun ugenert kunne færdes mellem slot og have.

Fra begyndelsen af juni til udgangen af november 1771 var Hirschholm Slot kongens residens, og her udspandt nogle af Struensee-tidens mest kontroversielle hændelser sig: Den 7. juli nedkom dronningen med en datter, prinsesse Louise Augusta, som mange anså for at være Struensees barn. Ugen efter tog Struensee titlen geheimekabinetsminister – hvilket betød, at han havde fuldmagt til at handle på kongens vegne. Den 22. juli, den lille prinsesses dåbsdag, blev Struensee adlet, og havde herefter titel af greve. I det daglige levede det lille hof på Hirschholm ganske uformelt, og Struensee og dronningen genoptog få uger efter prinsessens fødsel deres ride- og køreture på egnen.

Et oplagt udflugtmål for disse ture var dronningens private ejendom, Frydenlund ved Trørød, hvor der netop var iværksat et omfattende byggeprojekt.

Frydenlund

Ejendommen Frydenlund[5]  var oprindelig en bondegård under Trørød landsby, som tilgik Kronen ved reformationen i 1536. I det følgende århundrede var Frydenlund i perioder i privat eje, men i 1683 kom ejendommen igen under Kronen, og Christian V lod opføre et lille jagtslot på stedet. Få år efter blev Frydenlund dog bortforpagtet til Conrad, greve af Reventlow, hvis enke, Sophie Amalia havde stedet til sin død i 1722.

Sophie Amalias datter, Anne Sophie Reventlow, havde været Frederik IV’s officielle elskerinde, med datidens udtryk hans hustru ”til venstre hånd”, siden 1712. Kort efter den ”rigtige” dronning Louises død i 1721 blev Anna Sophie Reventlow formelt viet til Frederik IV og to måneder efter udråbt til Danmarks dronning. Kongeparret var nu arvinger til Frydenlund, som de overtog ved dronningens moders død i 1722. Kongeparret lod den gamle hovedbygning rive ned, og en ny opføre, et lille ottekantet palæ, udformet af hofbygmester J. C. Krieger. Det meget specielle bygningsværk er gengivet i Thurahs ”Den danske Vitruvius”, hvor man også finder en udførlig beskrivelse. Bl.a. står om den øverste etage: ”endnu en anden sal af lige figur som den underste (d.v.s. ottekantet), udvendig rundt omkring omgivet af en åben gang, som på taget er anlagt og med et gelænderværk forsynet; hvad der gør denne sal mest mærkværdig, er den fortræffelige udsigt, som man herfra har både imod land- og strandsiden…” Haven rummede ikke blot en lysthave i barokstil, men også en righoldig køkken- og frugthave.  I 1730 døde Frederik IV, og hans søn med dronning Louise blev konge som Christian VI. Den nye konge nærede ikke varme følelser for sin fars enke, som måtte tage ophold på Clausholm og affinde sig med en økonomisk godtgørelse for sine øvrige besiddelser.

Frydenlund var nu igen krongods og tilhørte herefter de skiftende konger, således også Christian VII ved hans tronbestigelse i 1766.  Da Christian VII samme år blev viet til den engelske prinsesse Caroline Mathilde, fik den nye dronning rådighed over Frydenlund, for at hun kunne have det til sommerophold. Caroline Mathildes interesse for Frydenlund ser ud til at være blevet vakt i efteråret 1770. Man mener, at hun forgæves havde søgt at erhverve Ascheberg, hvor hun havde tilbragt en lykkelig sommer, og at hun herefter ville realisere sin drøm om en intim idyl på Frydenlund i stedet.

Hofbygmester Harsdorff fik til opgave at opføre et nyt lille palæ, bygget af træ, i skovbrynet syd for Kriegers ottekantede hovedbygning[6]. Der blev ændret i planerne for bygningen flere gange, og da den aldrig blev fuldført, kan vi ikke præcist vide, hvordan den ville være blevet. Men det nye Frydenlund var langt fra tidens fremherskende senbarok, som var præget af tyngde og regelmæssighed i det ydre. Frydenlund skulle først og fremmest være et romantisk bygningsværk med inspiration fra både gotikken og renæssancen. Væggene i hovedsalen og i dronningens gemakker skulle udsmykkes med scener fra tidens yndede franske komedier, og hele stilen skulle være let og festlig. Det nye Frydenlund skulle ikke være stort, det skulle tydeligvis fungere som en ”eremitage”, hvor dronningen kunne trække sig tilbage fra det store Hirschholm Slot med en snæver kreds af hoffolk og kun med en lille skare tjenende ånder. Man har lov at tro, at dronningen især har tænkt at tage ophold på Frydenlund for at være sammen med Struensee – på tegningerne ses, at der var planlagt en ”hemmelig” trappe, der førte fra dronningens gemakker i stueetagen op til Stuensees værelser ovenpå. Byggeriet blev påbegyndt i 1771, og samme sommer udvidedes Frydenlunds jorder med køb af flere af de omliggende bøndergårde og ejendommen Rønnedal, senere Alexandria, der lå mod Øresundskysten[7].

Mathildevejen anlægges

Det var den 6. juni 1771, at hoffet med kongeparret og Struensee i spidsen flyttede fra Christiansborg til Hirschholm Slot, og allerede den 23. i samme måned udgår en kabinetsordre om anlæggelsen af en vej mellem Hirschholm og Frydenlund. Vejen skulle gå fra Hirschholm gennem Folehaveskoven og over Maglemosen til Frydenlund[8].Vejen bliver i ordren betegnet som en ”jagt-vej”, d.v.s. anlagt uden mere end den mest nødvendige belægning eller jordarbejder. Den skal bekostes af kongens egen kasse, hvorfra også erstatning til bønder, der må afgive jord, skal udredes. At det var kongens kasse, der skulle holde for, fremskyndede projektet; for man kunne gå udenom den sendrægtige sagsbehandling i den tunge finansadministration. I de følgende dage fyger det med ordrer fra Struensees hånd, det er tydeligt, at vejen skal anlægges så hurtigt som muligt, og at udgiften må komme i anden række[9]. Den 24. juni beordrer Struensee, at overjægermester Gram, under hvem skoven hørte, skal mødes med amtmændene for Københavns og Hirschholm amter og planlægge vejen nærmere. Træer skal fældes, og der skal skaffes tømmer, som blandt andet må hentes fra Jægersborg Dyrehave. Der skal graves grøfter og et par steder må der opføres broer over vandløbene. Vejen er på et senere kort opført med en bredde på 12 alen[10], eller ca. 7,5 meter. Vejen skulle kunne afspærres for den almindelige færdsel, i hvert fald fremgår det, at der har været opsat porte og låger, selv om disse ikke er aftegnet på eksisterende kort[11]. På størstedelen af strækningen føres vejen gennem skov, men sine steder er det nødvendigt at inddrage privat jord. Dette går både ud over Sandbjergbøndernes jord og over fabrikant Drewsen fra Strandmøllen, der ejer et stykke jord nord for Trørød[12]. Mange mennesker blev involveret i projektet: Den 25. juni beordrer Struensee, at kommandanten i København skal afgive 30 mand til udførelse af arbejdet, og forvalteren på Frydenlund får besked på forberede sig på nogle opgaver i den forbindelse.

Struensee meddeler de ansvarlige, at udgifterne til materialer og kørsler skal betales med rede penge, som mod regning vil blive udbetalt af ham selv. Af følgende skrivelser fremgår, at anlæggelsen af vejen allerede var vidt fremskreden den 10. juli, og det ser ud til, at den var færdig i september samme år[13].

Mon ikke dronningen og Struensee har benyttet vejen på deres rideture i sommeren 1771, og at den derefter er blevet brugt ved hoffets jagter, der i efterårets løb udgik fra Hirschholm Slot?

Struensees fald

Mens vejen til Frydenlund var klar, da hoffet forlod Hirschholm Slot den 30. november 1771 for at tilbringe vinteren i København, var dronningens nye palæ ved Frydenlund imidlertid endnu ikke færdigt. Vi ved blandt andet, at malerne Peter Cramer og J. E. Mandelberg ved årsskiftet 1771/72 var i fuld gang med at udføre de malerier, der skulle bruges som indvendig dekoration på Frydenlund[14]. Men snart gik arbejdet på Frydenlund i stå under dramatiske omstændigheder:

Natten mellem den 16. og 17. januar 1772 gennemførtes et nøje planlagt kup mod Struensee. I løbet af nogle få nattetimer blev både han selv og hans nærmeste medarbejdere arresteret og ført til forvaring i Kastellet i København. Tidligt samme morgen blev dronning Caroline Mathilde ligeledes arresteret og ført til Kronborg, hvor hun blev holdt isoleret i den følgende tid. I de følgende måneder gennemførtes en række retssager, hvoraf de vigtigste mundede ud i dødsdommene over Struensee og Enevold Brandt, der begge blev henrettet den 28. april.

Da var kongeparret allerede blevet skilt, og i maj forlod dronning Caroline Mathilde Danmark for at tage ophold på slottet i Celle i Hannover, hvor hun tilbragte resten af sit korte liv – hun døde i 1775.

Kongehuset opgiver Frydenlund

Efter kongeparrets skilsmisse var Frydenlund igen en kongelig ejendom – men én, man ganske åbentlyst ikke havde interesse i at beskæftige sig mere med end højst nødvendigt. Allerede i løbet af foråret og sommeren 1772 blev en del af jorderne til Frydenlund sat til salg, ligesom man skilte sig af med de tre ejendomme, som den tidligere dronning havde erhvervet sommeren før[15]. Sidst på året blev overbygmester Harsdorff pålagt at besigtige den halvfærdige bygning og afgive erklæring om, hvad der manglede til dens fuldendelse. Det fremgår heraf, at det især var rummenes indretning og den kunstneriske udsmykning, der stod tilbage[16]. Der blev ikke gjort forsøg på at færdiggøre bygningen, og kongehuset benyttede ikke længere Frydenlund til ophold - heller ikke den gamle hovedbygning fra Frederik IV’s tid.  Frydenlunds have blev dog drevet videre indtil 1793 – frugthaven var righoldig og indbragte en betydelig indtægt. Den rummede dette år ikke mindre end 482 kirsebærtræer, 700 æble- og pæretræer, 140 blommetræer og 70 valnøddetræer. I 1793 solgte Staten hele ejendommen Frydenlund på auktion[17] – den gik til en privatmand, den svenske rigmand og eventyrer Carl Adolf Boheman.  Af auktionsbetingelserne fremgår, at ”træhuset”, dronning Carolines Mathildes drøm om en intim idyl, endnu lå halvfærdigt tilbage på grunden.

Det forsvandt dog nogle år senere – muligvis var det borte allerede i 1803, men med sikkerhed i 1811. Det ”gamle Frydenlund” blev stærkt ombygget allerede på Bohemanns tid, og ændret flere gange siden, men dele af bygningsværket, i hvert fald de to porthuse, stammer fra Frederik IV’s anlæg.

Hirschholm Slot efter Struensee-tiden

Også Hirschholm Slot led en krank skæbne efter Struensees fald[18]. Slottet bar allerede i 1772 præg af, at man havde opført det uden at tage tilstrækkelig hensyn til den sumpede undergrund. Også her var Harsdorff på besigtigelse, og han vurderede, at en omfattende restaurering var nødvendig. Man tog da også fat på opgaven, men skaderne var større end forventet, og i 1774 blev arbejdet indstillet. Hirschholm Slot blev aldrig igen kongelig residens. Man tømte det gradvist for inventar, der kunne finde anvendelse på andre kongelige slotte og bekostede kun de allermest nødtørftige udbedringer af bygningen. I 1810 besluttede Frederik VI, at det efterhånden faldefærdige Hirschholm Slot skulle rives ned – de materialer, der kunne genbruges, kunne passende anvendes til genopførelsen af det nedbrændte Christiansborg og andre igangværende byggerier i København. Endnu lever den myte, at Hirschholm Slot ”døde af skam” over Struensee-tidens skandaløse begivenheder – selv om årsagerne er de mere prosaiske: Byggesjusk og pengemangel.

Mathildevejen opgives i 1772

Det giver sig selv, at Kongehuset ikke længere havde nogen større interesse for Mathildevejen, eftersom hverken Frydenlund eller Hirschholm var i brug længere. Allerede i september 1772 har Rentekammeret forhørt sig hos slotsforvalteren på Frydenlund ”om denne nye Vei er uomgængeligen fornøden, eller om den Vei igen kan udlægges, for at spare deres Majestæts Kasse, saavel som meldt, som desvidere til vedligeholdelse og Omkostninger”. Det fremgår, at der er indløbet nogle krav om godtgørelse fra de private, der havde afgivet jord, da vejen blev anlagt. Det er især ejeren af Strandmøllen, Johann Drewsen, der havde mistet både en eng med hø og et moseområde, der har leveret tørv, som han nu var tvunget til at købe på markedet i stedet. Drewsen har ladet foretage en taksationsforretning, og forlanger nu en erstatning på 1.000 Rigsdaler. Samtidig rejste bønderne i Sandbjerg krav om erstatning, selv om der ikke er nævnt noget beløb i forestillingen til Kongen.. Resultatet af overvejelserne blev, at Kongen den 1. oktober 1772 skrev under på en resolution, hvorved Mathildevejen blev nedlagt[19]. Vejen skulle ”udlægges til rette vedkommende” og vedligeholdelsen ophøre straks. Porte, låger og broer skulle straks borttages. De, der mente at have lidt tab i det forløbne år, blev henvist til at søge ”billig godtgørelse” hos Rentekammeret. Hvad Staten angik, eksisterede Mathildevejen således ikke længere.

Vejens senere skæbne

Imidlertid forsvandt vejen ikke i den daglige samfærdsel, og den findes den dag i dag – i hvert fald på størstedelen af strækningen mellem Hørsholm og Trørød: I nord udgår Mathildevejen fra Folehavevej i Hørsholm ved skovløberhuset Deputatvangshus. Herfra løber vejen som en bred, gruslagt skovvej mod syd gennem den del af Folehaveskoven, der benævnes Deputatvang. (Navnet kommer af, at der blev udvist brænde-deputater, altså naturalie-aflønning til lokale embedsmænd, fra denne del af skoven.)  Denne nordlige strækning hedder ”officielt” Mathildevej. Ved skovgærdet ved Tyvekrog, ud for Krogsgårds marker, slutter den oprindelige vej, og vil man videre mod syd, må man benytte den skovsti, der følger østsiden af skovgærdet. Når denne sti krydser Sandbjergvej, kommer man igen ind på den oprindelige vej, der på resten af strækningen har navnet ”Caroline Mathilde Stien”.

Vi skal vende tilbage til ”det forsvundne stykke” af Mathildevejen, men først følge den på resten af strækningen: Syd for Gøngehusvej sænker vejen sig, næsten som en hulvej, og man kommer gennem et lavtbeliggende sumpet område ned mod og hen over Maglemosen. Syd for Maglemosen krydser Mathildevej Gøngehusvej og på den følgende strækning ned mod Trørødvej er vejen i dag asfalteret, og har næsten karakter af villavej. På den sydligste del af vejen, indtil man kommer til Frydenlund, følger vejen skovgærdet ind mod Trørød Skov. Ind mod skoven ligger ejendommens skyttehus fra 1700-tallet. Mathildevej fører herefter over Kikhanerende og slutter ved porten ind til Frydenlund park, som er privat område og lukket for offentligheden. Her kan man i stedet fortsætte ad ”Grisestien” mod nord til Vedbæk eller mod syd til Jægersborg Hegn.

Det forsvundne stykke af Mathildevejen

Som nævnt er der et stykke af Mathildevejen, der ikke er bevaret – nemlig strækningen fra Tyvekrog ved Krogsgård og til Sandbjergvej ved skovløberhuset. I 1944 var Mathildevejen genstand for en artikel i Berlingske Aftenavis, hvor det nævntes, at man ikke kendte – og næppe heller kunne få oplyst – vejens oprindelige forløb på ”det forsvundne stykke”[20]. Dette fik en lokal Sandbjerg-beboer, E. O. Errebo-Knudsen, til at undersøge sagen nærmere[21].

Gennem studier af gamle kort, blandt andet skovkortet fra 1792, der er gengivet her på s. …, kunne Errebo-Knudsen med sikkerhed påvise, at vejens nuværende forløb både gennem Folehaveskoven, og også stykket fra Sandbjergvej til Frydenlund er det oprindelige. Han kunne også sandsynliggøre, at det nu forsvundne stykke har været anlagt vest for skoven, hen over Sandbjerg-bøndernes marker. Ser man på kortet fra 1811 over Sandbjerg Bys jorder (s. ), kan man præcist se, hvor vejen løb – nemlig lige uden for skovgærdet. Da vejen blev anlagt i 1771, eksisterede gærdet dog ikke endnu, det blev nemlig først rejst i 1782[22].

Så kommer spørgsmålet om, hvornår vejstykket på Sandbjerg-bøndernes marker blev sløjfet. Errebo-Knudsen antyder i 1945, at det var sket ”for godt 100 år siden”, altså en gang i begyndelsen af 1800-tallet. Sammenligner vi skovkortet fra 1792 med ét fra 1812[23], fremgår det, at skovløberstedet ved Sandbjergvej mellem 1792 og 1812 har fået tillagt et stykke jord, hvilket har nødvendiggjort en lille omlægning af vejen på dette sted. Men ellers ser det ud til, at sløjfningen af vejen først er sket langt senere. På efterfølgerne til kortet fra 1811 over Sandbjerg Bys jorder[24], ses vejen tydeligt indtegnet, først på et kort fra 1929 (hvor den stadig er indtegnet) er den påført en signatur, der angiver, at den er sløjfet på et par 100 meter af strækningen lige syd for Krogsgård. Faktisk er der den dag i dag tydelige spor af  ”den forsvundne vej” flere steder uden for skovgærdet.

En jævn bane på godt tre meter kan anes, især på den strækning, der i dag ligger på Krogsgårds marker. Det sydligste stykke er i dag tilplantet med småtræer, og den gamle vej er vanskeligere at erkende.

Der er mange skønne egne i Nordsjælland, og mange strækninger, der indbyder til vandreture.

En vandring ad Mathildevejen er bestemt ikke et ringe valg – den byder både på dejlige naturoplevelser og på oplevelsen af historiens vingesus.

Litteratur:

Balslev, Svend: Caroline Mathildes Frydenlund 1771. S. 7 – 27 i Søllerødbogen 1994. Søllerød 1994.
Balslev, Svend: Frydenlund på auktion. S. 48 – 69 i Søllerødbogen 2001. Søllerød 2001.
Cedergreen Bech, Svend: Struensee og hans tid. København 1972.
Elling, Christian: Hofkronik. København 1945
Errebo-Knudsen: Mathildevejen. Frederiksborg Amts Historiske Samfunds årbog 1945, genoptrykt af Museumsforeningen for Hørsholm og Omegn. Hørsholm 1971.
Hein, Lisbet: Hirschholm – slottet, der døde af skam? Hørsholm Egns Museums årbog 1999. Hørsholm 1999.
Ingemann, Søfren: Skovene i Hørsholm Sogn indtil 1851. (Særtryk af Frederiksborg Amts Historiske Samfunds Årbog 1927) Hillerød 1927.
Rosted, H. C.: Fra adelsborg til kongeslot. København 1957.
Rosted, H. C.: Hirschholm Slot. København 1963.

Utrykte kilder, Rigsarkivet:

Rentekammeret, Danske Kammer:

Relations- og resolutionsprotokol 1771 – 72.

2. bureaus journalsager 1771

Kortmateriale:

Rigsarkivet: Kortsamlingen, Birkerød Sogn, Folehaven sydlige del, 1787

Landsarkivet for Sjælland m.v.: Skovkort. Folehavens indhegning 1792.

Skovkort over Folehaven og Deputatsvang 1812.

Kort- og Matrikelstyrelsen:Trørød Bys jorder 1811. (Samt efterfølgende kort over samme område).

Noter:

[1] Hirschholm Slots bygningshistorie er bl.a. beskrevet af Rosted 1957 og 1963

[2] Struensee-tidens dramatiske begivenheder er beskrevet mange steder, f. eks. Cedergreen-Bech, 1972

[3] Elling, 1945, s 9 ff.

[4] Elling, 1945, s. 34 ff.

[5] Om Frydenlunds ejerforhold m.v., Balslev 2001, s. 48 ff.

[6] Om dronning Caroline Mathildes byggeprojekt ved Frydenlund, se Elling, 1945, s. 102 ff.

[7] Se Balslev, 1994, s. 7 ff.

[8] 23. juni 1771, ang. En Jagt-weis anlæggelse mellem Hirschholm og Frydenlund. Rentekammeret. Ekstrakter over kgl. Resolutioner 1771 – 73.

[9] Korrespondance og ordrer findes (til dels som referater) i Rentekammeret, Danske Kammer, relations- og resolutionsprotokol 1771 – 72 og samme kammers 2. bureaus journalsager 10.6. – 23.8. 1771

[10] Kort over Sandbjerg Bys jorder 1811, s .

[11] Rentekammeret, Danske Kammer, Relations- og resolutionsprotokol 1772, nr. 205.